fredag den 12. august 2011

Den forkromede løsning...

Har været på sygehuset i dag for at få dommen over et rigtig dårligt knæ, der gennem de sidste 20 år er blevet kikkertopereret 4-5 gange (holdt op med at tælle efter nr. 3...). Da jeg var rigtig meget gravid faldt jeg over en støvsuger (kunne vel ikke se den for maven..) og vred knæet godt og grundigt. Her to år efter gør det så, at jeg stort set ikke kan komme op af trapper.
Er blevet scannet og var så inde og få dommen i dag. Den flinke - og tror jeg, meget dygtige - ortopædkirurg kunne give mig 'den forkromede løsning'... Der går man ind og tager en sene fra låret og hæfter på knæet , så knæskallen trækkes på plads og ikke hopper af for et godt ord. Det giver mig en 100% stabil knæskal. Til gengæld er jeg så næsten 100% sikker på flere smerter end nu, da den ikke kan glide ubesværet, som den gør nu (bare lidt rigeligt)...
Han sagde, at i 'vores alder' skal man nogle gange bare affinde sig med at der er nogle ting man ikke kan. Jeg sagde, at det sq da ikke kunne være rigtigt, at jeg i en alder af 39 skal leve med at jeg næsten ikke kan gå op af trapper. Jo, det kan sagtens være.

Men til en start, får jeg (endnu) en kikkertoperation hvor han går ind og fjerner løs brusk, filer, polerer, pudser og kigger. Og bliver klogere på om den 'forkromede løsning' vil kunne hjælpe mig ved en nr 2 (7) operation.

Jeg fik så til min gru at vide, at man ikke længere gør det i lokalbedøvelse. Alle de andre gange har jeg kunne ligge og følge med og det har jeg det RIGTIG godt med ("Nååee, var det ikke højre arm, De skulle have fjernet?!").

Jeg har kæmpet en kamp for at få rygbedøvelse - ellers er det narkose - men får først at vide på dagen om jeg får rygbedøvelsen.

Har I prøvet narkose/rygbedøvelse? Hvad er pros og cons?

Humøret er IKKE i top lige nu :-(

1 kommentar:

June Rothmann sagde ...

Hej Pernille :-)

Røv med de smerter!

Jeg har erfaring med både spinalbedøvelse, og den fulde narkose....af flere gange for begges vedkommende.
Og det jeg skriver her, er jo så ud fra MINE oplevelser....ingen siger, det bliver det samme for dig ;-)

Fordele med Spinalen:

Ingen "tømmermænd" som nogen kan opleve efter fuld narkose.

Ulemper:

MEGET ubehagelig at få lagt. Trækker operationen ud, skal man igennem bedøvelsen igen.

Risiko for det man kalder en "spinal-hovedpine". Og det er en ret stor risiko. Jo yngre, jo større risiko. (Ja ja, jeg har læst på min lektie, fordi det er sket 3 gange for mig)

Det der sker, er at efter nålen er stukket igennem hinden indtil rygmarvsvæsken, så lukker hullet sig ikke igen.
Der siver så lidt ud, hvad der ændrer trykket omkring hjernen. Det er ikke farligt, men virkelig smertefuldt. Når du er oprejst/sidder op, har du en hovedpine, der slet ikke er til at holde ud! Når du ligger dig ned, så forsvinder den som dug for solen.

1 gang gik det væk efter nogle dages sengeleje, og 2 gange måtte jeg ind og have sprøjtet lidt af mit eget blod ind, så det kunne danne en "prop" i hullet.

Så alt i alt, er jeg ikke tilhænger af den! ;-)

Fuld anæstesi:

Fordele: Fysisk er det hurtigt og smertefrit. Ikke ubehagelig. Trækker operationen ud, kan anæstesilægen nemt give mere medicin.

Ulemper:

Jeg er panikbange for ikke at vågne igen, og har det rædselsfuldt rent psykisk op til.

Nogen får "tømmermænd" i form af kvalme/opkastninger, svimmelhed m.m.

Jeg har dog aldrig haft det dårligt bagefter. Og jeg har været i fuld narkose 10+ gange. (Tæller heller ikke mere)

Jeg har altid nogen bolcher med, som jeg langsomt sutter i mig, for at få lidt sukker, og en smule i maven...og så drikker jeg meget lidt af gangen. Så går det fint.

Jae....det er mine erfaringer ;-)

Håber det kommer til at gå godt! <3