søndag den 13. januar 2013

Bedre sent end aldrig; Godt nytår

Nu kan indlæggene herfra næsten ikke komme sjældnere.. Men det er ikke helt uden grund. Og tak til jer søde mennesker, der har spurgt til mig.

Vi havde en dejlig jul. Mormor var på besøg og det kom julemanden også. Stor succes - og en stor dreng, der siger Birk er mig og giver pænt hånd 😊
Nogle dage efter jul sendte vi mormor hjem med ikke mindre end øjenbetændelse, mellemørebetændelse og lungebetændelse. Velkommen til børnefamilien!

Der var dog den glædelige del omkring jul, at vores hormon-/inseminationsbehandling virkede og jeg blev gravid.

Nytårsaften er også vores årsdag. 5 år denne gang. Nytårsaftensmorgen var Bernd nødt til at rejse til Tyskland for at nå at sige farvel til sin mor, som blev indlagt kort før jul. Så den aften blev lidt amputeret, gæster aflyst og Birk og jeg hyggede os alene. Godt det samme, for der aborterede jeg også.

Bernds mor døde den 3/1 og vi bisatte hende i tirsdags. I onsdags var Birk i narkose og fik lagt dræn i begge ører. Det har virket med det samme og det er en sand fornøjelse for især ham, at han nu kan høre igen. Synes dog virkningen er klinget lidt af, så måske det ene er faldet ud..

Nu lader det så til/håber vi på at der endelig falder lidt ro på dødsfald, aborter og andet. Jeg er i behandling igen og en ny periode er startet, hvor man kan gå og riste før man ved om det var denne gang der var 'bid'. Og om det bliver der.

På den efterhånden ret så ubetydelige krea-front, er jeg begyndt på fastelavnskostume til Birk. Det er dejligt at være igang med at sy lidt igen. Og godt jeg er presset af en forestående fastelavn, for det er ikke lige energien, kreativiteten og idéerne, der har sprudlet mest.

Men godt nytår til jer alle. Vi satser på et bedre af slagsen end sidste år..

- Posted using BlogPress from my iPhone