tirsdag den 30. april 2013

En stor dag med Thomas og vennerne

I lørdags var vi på Odense Jernbanemuseum, hvor de havde besøg af Thomas tog og venner. Det var et supergodt arrangement med masser af aktiviteter; mini-tog, besøg af kontrolchefen, tatoveringer og kæmpe legeland.
Birk havde glædet sig i mange dage og han blev bestemt ikke skuffet. Vi skulle næsten smides ud som de sidste og vi nåede ikke engang ud af Odense før der blev sovet igennem på bagsædet :-)










Venstre ærme skulle være smøget op resten af dagen, og armen må stadig ikke vaskes :-)




søndag den 31. marts 2013

God påske

Jeg håber I nyder påskeferien. Vi nyder næsten en uges fri med meget få planer. Der er blevet slappet af, malet lidt rundt omkring, pustet æg og bygget togbaner.

I nat havde påskeharen været på besøg og lagt to påskeæg i haven.

Og så er der endelig ved at være lyst til at få lidt liv i bloggen igen. Der har været meget lidt energi det sidste lange stykke tid, men nu er der kommet lidt ro på. Vores projekt barn-nr.2/hormonbehandling blev der sat en brat stopper for, da jeg for en måneds tid siden blev indlagt med 'buu-baa' (citat; Birk) med mistanke om blodprop i hjerte eller lunger. Det var mildest talt angstprovokerende at sidde i samme stol som min far sad i for ikke engang et år siden, med 'gule mænd' farende rundt omkring mig og sætte ledninger og udstyr på mig. Og ikke mindst den del med at vinke farvel til Birk fra en båre i en ambulance... Der var heldigvis ikke nogen blodprop, men da de fandt ud af det, var beslutningen om at stoppe med enhver form for hormoner for længst taget. Og sjovt nok at det skulle gå sådan ... for jeg havde et stykke tid ikke længere haft lyst til at fortsætte ... men når man ikke vil lytte til egen mave-fornemmelse, så må man føle ... :-)

Tilbage til påsken :-)

'Haven' med påskehare og -kylling, havde Birk med hjem fra børnehaven...

.... sammen med reden med to æg.

Påsketræet, der desværre ikke nåede at springe ud ... men det er på vej :-)






Ud og lede efter æg fra påskeharen som Birk så i skoven i går aftes

'Hvor mon det er...?'





Inde i ægget var der lidt slik og et brev fra haren om, at der var gemt et 'æg' under Birks dyne...


Ikke fordi han mangler traktorer....


En lydbog fra mormor påskeharen...

Og så hjælpe Sophia med at finde hendes æg.

Og senere en tur over og fodre får og påskelam...


søndag den 24. marts 2013

Fem flade flødeboller...

... på et fladt flødebollefad

De blev vildt gode selv om de ikke blev lige kønne :-)

Skal prøves igen med lakridspulver eller hindbær.






- Posted using BlogPress from my iPhone

onsdag den 13. februar 2013

Fastelavn

I år er nok sidste år, hvor det går, ikke at spørge Birk hvad han gerne vil være til fastelavn. Han kunne vælge mellem pindsvin og pindsvin. Næste år kan jeg nok vælge mellem Spiderman eller Spiderman...
Temaet i børnehaven blev meldt ud som 'Fest på slottet' - efter at jeg havde brugt 3 weekender på at sy dragten. Heldigvis forbarmede de sig og han fik lov at være 'prinsessens pindsvin'.



Lørdag var vi til sølvbryllup, hvor de var så søde at have arrangeret tøndeslagning for børnene - Birk blev kattekonge og var meget stolt :-)


De sidste to år har han været drage, som Merete har syet til ham;

søndag den 13. januar 2013

Bedre sent end aldrig; Godt nytår

Nu kan indlæggene herfra næsten ikke komme sjældnere.. Men det er ikke helt uden grund. Og tak til jer søde mennesker, der har spurgt til mig.

Vi havde en dejlig jul. Mormor var på besøg og det kom julemanden også. Stor succes - og en stor dreng, der siger Birk er mig og giver pænt hånd 😊
Nogle dage efter jul sendte vi mormor hjem med ikke mindre end øjenbetændelse, mellemørebetændelse og lungebetændelse. Velkommen til børnefamilien!

Der var dog den glædelige del omkring jul, at vores hormon-/inseminationsbehandling virkede og jeg blev gravid.

Nytårsaften er også vores årsdag. 5 år denne gang. Nytårsaftensmorgen var Bernd nødt til at rejse til Tyskland for at nå at sige farvel til sin mor, som blev indlagt kort før jul. Så den aften blev lidt amputeret, gæster aflyst og Birk og jeg hyggede os alene. Godt det samme, for der aborterede jeg også.

Bernds mor døde den 3/1 og vi bisatte hende i tirsdags. I onsdags var Birk i narkose og fik lagt dræn i begge ører. Det har virket med det samme og det er en sand fornøjelse for især ham, at han nu kan høre igen. Synes dog virkningen er klinget lidt af, så måske det ene er faldet ud..

Nu lader det så til/håber vi på at der endelig falder lidt ro på dødsfald, aborter og andet. Jeg er i behandling igen og en ny periode er startet, hvor man kan gå og riste før man ved om det var denne gang der var 'bid'. Og om det bliver der.

På den efterhånden ret så ubetydelige krea-front, er jeg begyndt på fastelavnskostume til Birk. Det er dejligt at være igang med at sy lidt igen. Og godt jeg er presset af en forestående fastelavn, for det er ikke lige energien, kreativiteten og idéerne, der har sprudlet mest.

Men godt nytår til jer alle. Vi satser på et bedre af slagsen end sidste år..

- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 15. december 2012

Vi nåede det lige..

Der har været ret stille her. Jeg er blevet væltet fuldstændig omkuld af hormonbehandlingen, så nu håber jeg det meget snart viser sig, at de har gjort dét de skal.

I morges fik Birk og jeg lavet et par snemænd.







I sidste weekend lavede vi den 'fejl' at pynte honningkager med en (anden) jæger. Det kom der disse - ikke særlig pædagogiske - kager ud af.



Den hovedskudte ræv




Maveskudt høne




Jule(han)elg

Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 1. december 2012

1. dec., 'ny' bil og syg Birk

Så kom pakkekalenderen op og hænge. Jeg synes den er så fin. Min mor broderede den til mig da jeg var lille og det er dejligt den er i brug igen.












Birk har ligget syg siden fredag - der skal noget til at han frivilligt går i seng..



Og så har vi fået ny, gammel bil. En 22 år gammel Audi der er blevet passet og plejet af samme ejer - revisor - så hver en krone der er brugt på bilen, har vi fået de gamle kvitteringer på :-)
Det er nr 2-bilen som et lidt varmere alternativ til cykeltraileren her i vinter. Den bløde hat fulgte ikke med :-)



Vi har 'fået lov' til IUI-behandling, så jeg har fået en hel pose fuld af mærkelige hormoner, både piller og nogle jeg skal sprøjte mig selv med. Den del glæder jeg mig ikke til. Foreløbig er eneste bivirkning heldigvis at jeg bliver helt speedet af energi - og det er vist ingen skade til :-)

God 1. december

- Posted using BlogPress from my iPhone

onsdag den 28. november 2012

Op ad bakke og ned ad bakke

Sådan er det herhjemme for tiden...

  • Sindssygt travlt på arbejdet og den ene dag tager bare den anden. Listen med opgaver vokser med tre, når en bliver lukket
  • Birk har den sidste uge forvandlet sig fra at være min søde, blide, glade søn til et monster, der slår, sparker mine ben blå, niver, råber, skriger og spytter. Har haft en samtale i børnehaven her til morgen og han er desværre under 'uheldig' indflydelse af en anden dreng, der ikke har verdens bedste adfærd. De er heldigvis opmærksomme på det og skærer hårdt igennem, men tanken om at flytte ham fra verdens bedste lille børnehave har været der et par gange. Omvendt er der jo sådan en (eller flere) dreng(e) alle steder... Vi er nødt til at prøve at præge Birk til at det ikke er 'ønsket adfærd' og at han skal holde sig fra 'sådan nogle'. Men hvor er det svært altid at være fornuftig og overskudsagtig når han får sådan et 'anfald' og hvor man hader sig selv bagefter når man har råbt af sin lille tre-årige-der-bare-synes-det-hele-er-svært.
  • Ønsket om at gøre Birk til storebror fylder rigtig meget. På grund af årsager, jeg skal undlade at dele med jer, er vi blevet indstillet til fertilitets-behandling og jeg har været gennem et hav af blodprøver og undersøgelser.

    Jeg håber så inderligt at det lykkes - det er jo også en kamp mod uret for mit vedkommende. Og med meget blandede følelser, for jeg ved at skulle jeg blive gravid vil det også blive 16-20 uger med frygt for endnu en abort. Og det bliver nok heller ikke en fornøjelig affære med min kroniske bækkenløsning. Men hvor ville det dog være dejligt med en mere... :-)
  • Muse-regnskabet herhjemme stiger. Til vores fordel... Heldigvis har naboer, børnehave, mfl også masser af mus... så det er nok bare muse-år når man bor i et gammelt hus i skoven.. De generer mig nu ikke så meget, så længe de holder sig fra skufferne


  • 'Ned ad bakke' er den passende betegnelse for min energi for tiden. Der er INTET... Sover uden problemer 10 timer om natten og går med en virus i halsen på 4.-5. uge nu... Der er SÅ mange ting jeg gerne ville lave i krea-afdelingen... Men har erkendt at det ikke bliver pt..
  • På den positive side er, at jeg for en gangs skyld glæder mig til julen.. Det hænger nok sammen med Birks alder og opfattelse af hvad der sker. Pakkekalenderen er klar og pakket ind og vi har været til første juletræsfest, hvor han præsterede at spurte non-stop om juletræet i 1½ time...


Nogle børn løber og løber og løber...

... mens andre kan gå sammen med deres forældre..