torsdag den 10. maj 2012

Projekt Mig

For knap ti år siden blev jeg sygemeldt med stress, depression og blødende mavesår. Nappede lige hele pakken.. Var sygemeldt i tre måneder, hvor jeg det meste af tiden lå i min seng, overbevist om at jeg ikke ville komme tilbage i mit gamle job. Det gjorde jeg nu... Og siden dengang har jeg været overbevist om, at 'fremover' er jeg meget opmærksom på alle symptomer på stress.

Nu har jeg i efterhånden ret lang tid skrantet. Er konstant snottet og u-frisk og når ikke at komme ordentligt op, før næste gang infektion rammer mig. Har tænkt 'du er træt efter at have fået barn', 'det er manglende/afbrudt nattesøvn', 'det er fordi Birk er startet i dagpleje', 'det er fordi du er startet på nyt arbejde' (I kan godt høre, det har stået på mere end et par måneder, ikke?).

I sidste uge lå jeg i sengen hele ugen. Fik penicillin, der tog toppen, men følte mig stadig ikke frisk og søndag nat tilbragte jeg et par timer med diarre (undskyld evt billeder..) og vild hjertebanken over om jeg nu blev syg med noget andet, for jeg kunne jo ikke blive ved med at være sygemeldt fra arbejde.. Der var heldigvis nogle svage alarmklokker der begyndte at ringe over 'hjertebanken' LANGT OM LÆNGE... Pillede navle hele mandagen... Selv om jeg har rigtig meget at lave på arbejdet - og det er rigtig svært (jeg sidder for tiden dybt koncentreret og opfinder 'dybe tallerkner' hele dagen, så jeg er fuldstændig blæst omkuld når jeg kører hjem) - så elsker jeg mit arbejde og synes det er vildt spændnde og udfordrende. Så jeg kunne jo ikke forstå hvis jeg har stress over det.

Tirsdag havde jeg møde med en kollega. Vi 'klikker' godt sammen og mødet endte hurtigt med at hun sad og pillede i min navle.. Spurgte mig om jeg elskede mig selv. Det var vildt grænseoverskridende, at få det spørgsmål og jeg kunne bare ikke svare Ja. 'Jeg elsker min søn..?'... Efterhånden er det gået op for mig, at jeg 100% har tilsidesat mig selv siden vi fik Birk. I starten er det jo naturligt nok, men det er bare blevet en vane og fortsat sådan. Jeg drømmer om den dag jeg får (taget mig) tid til at ordne fødder og lakere negle, så de ikke skal tilbringe endnu en sommer i lukkede sko... Mine ben ligner oftest noget en anlægsgartner drømmer om... Jeg har INTET godt gjort for min krop efter fødslen i forhold til motion, træning, forkælelse. Birk bliver snart tre år...

Min søde kollega fik sparket mig så meget bagi, at jeg to timer efter vores møde havde 1) bestilt tid til fod-nus + lak (næste fredag... GLÆDER mig..), 2) bestilt tid ved fys (massage og hjælp til flere ugers konstant hovedpine) og 3) skiftet læge (har jeg skullet i flere måneder..). Da jeg kom hjem, sagde jeg 'Hej Skat, jeg går en tur med Frigg' (min hund), uanset at Birk var pjevs og gerne ville op og hænge på mor. Lidt dårlig samvittighed i starten, men vi bor midt i en skov (og jeg kommer der aldrig), så jeg er jo ikke væk i flere timer. Efter mad satte jeg mig og lakerede mine fingre... Og så kunne jeg jo heldigvis ikke meget andet end at sidde og vifte med dem den næste times tid ;-) Jeg har taget fri næste fredag, hvor jeg skal have nusset fødder og har tænkt mig kun, at lave noget for MIG hele dagen.. Jeg plejer jo at sætte mig og sy tøj til Birk, hvis jeg skal hygge mig (fint nok, men det er jo ikke for MIG..), men hvis jeg skal sy næste fredag, bliver de noget til mig. For første gang. Der er jo ingen grund til at 'Sy noget til mig selv' står på Det-skal-jeg-gøre-når-jeg-engang-får-tid-listen... Barnet går jo ikke nøgen..

En af aftalerne med mig selv, er lidt motion hver dag. Vil også gerne gå til et-eller-andet, men problemet er, at jeg ikke længere kan mærke hvad jeg har lyst til... Har gået til svømning. Det meldte jeg mig til pga Birk, for at komme af med min vandskræk... Men kunne faktisk rigtig godt lide det. Sæsonen er dog slut nu, men glæder mig til augut, hvor det starter op igen..

Humøret er allerede bedre, men jeg synes det er benhårdt arbejde, at prøve at huske og især prioritere sig selv, i det daglige hamsterhjul.. Selv om jeg godt ved, at der kun er én at takke for, at det er kommet hertil..

Hatten af, hvis du har holdt på, at læse hertil :-) men det gjorde godt, at skrive det.. Og det hjælper til at holde fokus. Hvordan husker du dig selv i en travl hverdag? Og hvordan får du gjort lidt godt for dig selv?

9 kommentarer:

Pia (mum22boys) sagde ...

Årh, hvor rammer du plet, Pernille. Tror du er som mødre er flest! Den konstante dårlige samvittighed, der betyder at vi sætter os selv nederst på to-do-listen...

Jeg har længe taget tilløb til at få håret farvet (sidste fødsel bragte desværre nogle grå klatter i hver side). Faktisk har jeg bestilt tider to gange, men begge gange aflyst pga. en af drengenes sygdom. Motion - tja, det er en by i Rusland :o(

Ville egentlig gerne, men Manden træner til Marathon i Berlin til September - så det bliver heller ikke med det første at jeg får den mulighed.

Tilgengæld har jeg aftalt med flere veninder at vi skal prøve at mødes uden børn indimellem - og ja, de første par gange er samtalerne stadig børn, børn og børn - men langsomt er samtaleemnerne skiftet og det er faktisk lidt rart.

Til efteråret drømmer jeg også om at melde mig til et eller andet bare for min egen skyld - min det lykkes? :o).

Håber dit projekt lykkes.

Knus Pia

Merete sagde ...

Hvor er jeg glad for, at du endelig er nået til den erkendelse, at du ikke længere selv er tilstede i dit eget liv. For det er du ikke. "Mor" gik ind af døren for snart 3 år siden og "Pernille" gik ud.
Jeg vil ikke skrive så meget her for det kommer bare til at lyde som skæld ud og det er slet ikke sådan ment.
Jeg glæder mig bare over, at du nu har taget fat om "opgaven".
Du har helt ret i, at det bliver en stor og svær kamp og indimellem vil du sikkert også ha lyst til at falde tilbage igen og bare lade stå til men så må du huske, hvad du nu har lovet dig selv og stå fast på din egen integritet.
Jeg håber, at vi fremover kan være lidt mere sammen - bare du og jeg. Det har jeg savnet - det ved du!
Glæder mig til en "ny" og gladere søs fra i morgen.. :-)

Josefine sagde ...

En rørrende og meget rammende tekst. Jeg er sygemeldt, og en af årsagerne til dette, er også at jeg havde glemt mig selv, jeg havde bare trukket den meget længere, så jeg nåede at blive meget syg af det.
Jeg er glad for at du har hørt dig selv, og at du nu forsøger at forandre lidt.
Husk at det er de små ting der tæller, og at du ikke ændre et mønster du har brugt lang tid på at opbygge, på kort tid.

Pernille sagde ...

Ja Pia, du har ret - det er vist sådan et mor-syndrom... Jeg har langt om længe fået lysnet håret, men min tid til opfriskning af samme farve, blev aflyst fordi der liiiige var en masse andet :-/

Satser også på et eller andet aftenskole-halløj til efteråret... nu må vi se :-)

Knus Pernille

Pernille sagde ...

Hej søs, ja, det er vel en start at jeg bliver opmærksom på det... Det bliver garanteret svært og jeg falder sikker også 'i' ind imellem - ubevidst ... Men det her er da en start :-)

Knus søs

Pernille sagde ...

Kære Josefine... Ja, det tager lang tid 'første gang' ... for dér overhører man alle signaler meget lang tid. Jeg håber det går den rette vej for dig.
Ja, det er vist nemmere at lave det 'dårlige' mønster end at ændre det ... Kræver vist at man prøver at holde fokus på det hver dag...
Knus og god bedring, Pernille

Ellen Kathrine sagde ...

Kære Pernille!
Det er så svært at få de der "ego" pauser- for man vil da ikke være egoistisk og kun tænke på sig selv. Men en klog dame hjalp mig til at se omvendt opå det: Hvis man gør noget man selv får mere liv og energi af kommer man jo hjem med mere til sine børn og så er man jo ikke egoistisk :-) Men jeg måtte lige kigge i mine noter for at huske det... Det er så svært at holde op med hele tiden at stå på pinde for ungerne- men man ender så sur og bitter over ikke at have tid til sig selv.. Jeg kender alt for godt det der med at melde fra i sidste øjeblik fordi at det manden skal er vigtigere ellr fordi man bare vil hjælpe. Jeg håber du kan få det lidt bedre med immunforsvaret og der er nattesøvnen altså også vigtig :-) Samtidig har jeg oplevet at nogle af de ting jeg tidligere lavede eller drømte om at lave nu har mistet sin betydning- så når jeg iaften har en alene aften uden mand og børn- og i weekenden skal på syworkshop- ja så ved jeg faktisk ikke hvad jeg skal i aften. Gå i svømmehal uden børn? Det ville være luksus og godt for mig... motion er en by i Rusland... shoppe og gå på cafe? Nej det er sgu ikke så fedt længere- gå i biografen? Måske og så spise en sandwich et sted hvor vi ikke går ind med børn? Det kunne også være luksus at sidde på arbejde til jeg ikke gider mere.. istedet for at fare ud af døren .-) Måske er vi bare lidt for gamle mødre- der har haft for mange år til at vænne os til at gøre hvad vi ville og så går man i den anden grøft af frygt for ikke at gøre det godt nok når man bliver mor? Jeg håber at du får sat dig selv på dagsordeneni løbet af sommeren- bare iform af en hundetur i eget tempo.

Pernille sagde ...

Hmm.. jeg har slet ikke overvejet om alder kan have noget at sige ... Måske prøver man at gøre det endnu bedre (for børnene, forstås...) når man nu har styr på det meste andet; karriere, økonomi osv...?
Uanset, så må kunsten være, at det ikke kommer dertil, at man ikke ved, at det er pga manglende jeg-tid at man er sur og indebrændt... og at man ikke længere ved hvad man har lyst til.. eller ikke lyst til.

Jeg håber du får en hyggelig aften uanset om det bliver arbejde eller hygge alene :-)

Knus Pernille

Ellen Kathrine sagde ...

Kære Pernille- det blev ikke arbejde- men diverse ærinder, genbrugsbutik uden deadline, slikskål, strikketøj og krimier uden indblanding- faktisk en meget god kombination...