onsdag den 13. juni 2012

Længe siden..

Det er ved at være rigtig længe siden jeg har skrevet noget som helst her..

De sidste 4 uger har ikke været sjove. Som tidligere skrevet, fik min far en hjerneblødning, midt under en hyggelig familiemiddag hos os.
Han blev overflyttet til Frederiksberg Hospital, der skulle have rigtig gode resultater med apopleksi-ramte.

Ret hurtigt gik det dog op for os, at han var ualmindelig hårdt ramt. Han forstod det meste, men kunne intet. Som i INTET. Lam i højre side, ikke spise, ikke tale mm. Efter et par uger gik det heldigvis også op for læger og personale, at han havde givet op og ikke ønskede at fortsætte. Min far havde heldigvis lavet livstestamente, at han ikke ønskede noget livsforlængende behandling. Så da han endnu en gang havde hevet sin sonde til mad, vand og medicin op, spurgte de ham om han ville have den igen. Han sagde nej hver gang og fik konsekvenserne at vide. Meget grænseoverskridende at tænke på at ens far skal dø af sult og tørst.

Jeg kørte derover torsdag morgen og tidligt fredag morgen døde han. Da jeg så ham torsdag var han så lidt bevidst, at selv om han kiggede kort på mig, tror jeg ikke han registrerede at jeg var der.
Tidligt fredag morgen vågnede jeg og tænkte 'han er død, har de ikke opdaget det?' og så ringede telefonen..

I går gik vi sagt pænt farvel i kapellet, han var så fin og i pænt tøj. Birk og hans far kom over mandag og Birk fik også sagt farvel til morfar og lagt en rose ved ham. Han fik selv lov at vælge om han ville med ind - selv om han jo ikke vidste hvad han gik ind til. Men han blev heldigvis ikke bange eller ked af det. Han siger selv 'morfar er færdig' og det er måske en meget god måde at udtrykke det på, når man ikke er fyldt tre år endnu..

Men alt i alt var det godt at min far fik fred. Han havde ikke ønsket at leve, måske ti år, på et plejehjem som en grøntsag i en kørestol, med slanger i nærmest alle kropsåbninger.. Det er ikke værdigt for nogen, og som vi snakkede med en læge om, ville man jo ikke engang byde sin hund sådan en tilværelse..

Men det har været nogle hårde uger - og endnu mere for min mor - jeg har jo været (geografisk) lidt på afstand meget af tiden.

- Posted using BlogPress from my iPad

5 kommentarer:

Ellen Kathrine sagde ...

Kære Pernille!
Jeg er meget ked af at høre at det stod så slemt til- men når din far ville det sådan til sidst er det nok godt at han fik fred. Mange knus til dig og din familie.

Pia (mum22boys) sagde ...

Kære Pernille

Sikke en masse livet har budt jer den seneste tid.

Er så ked af at læse om din far. Hvor er det uretfærdigt at et sekundt kan ændre livet så radikalt.

Det lyder til at han fik en værdig afslutning, men det gør jo ikke savnet mindre.

Mange tanker herfra - og et stort kram til dig!
Pia

Libbie sagde ...

Søde Pernille
Puha sikke et indlæg(!)
Det gør mig ondt at høre....
kh Libbie

lotte sagde ...

alt det i har skullet igennem på det seneste er slet ikke retfærdigt, men sikke en smuk og mindeværdig afsked i fik med din far.

Josefine sagde ...

Sikke et indlæg, men hvor er jeg glad for at læse at din fars ønsker blev indfriet, og i fik en mindeværdig afsked.
Selv om du ikke tror at fin far registrerede dig den sidste dag. Er jeg af den overbevisning, at han først har givet slip, efter at du har været der.
Mange tanker, Josefine.