Jeg burde snart have lært, at når jeg bliver lidt for navlepillende, så sker der altid noget som får sat tingene i perspektiv for mig...
Efter jeg skrev mit indlæg om anlægsgartnerben og ulakerede tæer med tre års hård hud er der sket følgende..
Forrige fredag havde vi konfirmation for min søde bonus-datter Sophia. Efter konfirmationen kørte mine forældre videre nordpå på en mini-ferie. I fredags kom de igen her forbi for en overnatning inden de skulle have været hjem lørdag. Fredag aften mens vi sidder og spiser, begynder min fars mundvig pludselig at hænge og i løbet af 5 sekunder er vi klar over at den er gal. Jeg ringer efter en ambulance og 1 time efter er vi på Aarhus Kommunehospital. Min far har fået en hjerneblødning og i løbet af weekenden er der stødt komplikationer til; lungebetændelse, høj feber, tårnhøjt blodtryk og puls. Han er lam i hele højre side, kan kun sige ja og nej. Mad i sonde, vand i drop. Han kan intet.
I går blev han så overflyttet til København og jeg kørte min mor hjem.
Jeg har jordens dårligste samvittighed over at jeg ikke kan være der hele tiden. Ved på den ene side, at min far ville sige at jeg selvfølgelig skal være der for min søn (og mand). På den anden side kan jeg ikke holde ud at gå derfra, for var det nu sidste gang jeg så ham? Jeg vil helst sidde og holde ham i hånden hele tiden og fortælle ham at han gerne må give slip. Samtidig er det en lettelse at vende tilbage til lidt hverdag (endnu mere dårlig samvittighed).
Jeg har sagt det jeg skulle til ham. Jeg har tigget og bedt om at 'nogle' (ja, jeg har noget med ånder osv...) kommer og henter ham, for det her bliver aldrig godt og det var hans største skræk at ende sådan. Jeg kan ikke forstå hvorfor de ikke hører efter og kommer... Hvorfor det lige er, at han skal ligge sådan der og kigge ud i luften. Jeg tror han kan kende os - han siger ja og nej på de fleste rigtige steder, med enkelte smuttere. Jeg håber, han ikke ved hvor skidt det står til.
Han har for fire år siden været igennem en knoglemarvstransplantation og de sidste 4 år har ikke været lige kønne. Han har kæmpet det han skulle, synes jeg ... Kan slet ikke forstå meningen med det her?
På turen tilbage til Jylland igår var der mange tanker i bilen. Jeg er ihvertfald færdig med at klage over fuldstændig latterlige småting... Håber at jeg har lært dét...
Tænk, at man kan sidde og spise sammen med sin familie og dem man holder af, og mindre end 15 sekunder efter man har taget en bid mad eller en tår vin, er man forvandlet til en grøntsag...
Jeg har fået sat nogle ting i perspektiv. Jeg skal huske at fortælle min mand hvor meget jeg elsker ham. At jeg vil at vi bliver sammen altid. At vi skal huske at være glade og ikke hakke på hinanden over ligegyldige ting som en søn der er 'umulig', økonomi, planlægning og andet fuldstændigt irrelevant. Jeg skal have fuldstændig styr på pension, livsforsikring, sundhedsforsikring og alt det, som vi kan have en tendens til bare at skrive under på og arkivere i mappen... for det er jo ikke 'lige nu'....
Nu vil jeg gå op og vække Birk, så vi kan få en rolig morgen sammen inden vi skal køre. Bernd er kørt på jagt - bukkejagten starter jo i dag.
Hav en god dag og pas godt på jer selv og dem I holder af.
5 kommentarer:
et meget rørende indlæg, hvor er det synd for jer alle at i skal alt det igennem.
du har så evig ret i at vi skal nyde livet og hinanden mens vi stadig kan, man ved aldrig hvornår det er forsent.
det lyder bare trist- hold op hvor må det være svært at køre derfra- når man bare gerne vil være der. Min mor fik i august 2002 som næsten 65 årig en blodprop i hjerne og ugen efter en hjerneblødning- med mange af de samme symptomer som du beskriver- hun var indlagt i Randers rigtig lang tid, men har idag genvundet talens brug og er ikke lam og kan læse. Der er selvfølgelig nogle forandringer men hun har det godt og er glad for sit liv. Jeg er rigtig taknemmelig for at hun har været der mens jeg har fået pigerne- men kan også mærke at min søster tacklede det hele anderledes da hendes børn var 0 og 3 år da det skete- mens jeg var mig selv og havde mulighed for at overnatte på sygehuset da det var værst. Det kan man jo ikke gøre når man har sine egne børn at tage hånd om- men ja det minder os om at sørge for at få det bedste ud af den tid vi har- også at sørge for at gøre noget for sig selv så man bliver gladere. Men det er svært. Mange tanker til dig og din familie.
Tak, Lotte. Ja, det er trist der skal sådan nogle oplevelser til at man bliver mindet om det.
Kh Pernille
Kære Ellen
Tak, hvor er det dejligt at læse, at det måske KAN lade sig gøre at få et rimeligt liv efter en hjerneblødning... Var din mor lam i arm/ben efter sin? Og kan hun gå i dag eller er hun i kørestol? Fantastisk, med tale. Jeg tror også at de kan gøre rigtig meget med genoptræning. Det ser bare så frygtelig sort og uværdigt ud, når det lige er sket.
Kh Pernille
Kære Pernille- hun har arbejdet meget med at finde andre ord- end dem der ikke ville ud- men nu lægger man ikke mærke til det mere- på sygehuset vendte hun avisen på hovedet- nu læser hun avis og bøger- hun var lam i den ene side- men går selv og mangler blot lidt kræfter i den ene side- og bliver nemt træt- mangler lidt af det gamle overblik osv- hun får "lykkepiller" hvilket jeg havde svært ved at forlige mig med i så mange år- men hun er i godt humør- selv om sådan en omgang jo nok kan give en depression. Så til august lige ved min 45 års fødselsdag kan vi faktisk fejre at hun får lov til at holde 10 års fødselsdag også :-)for det så det ikke ud til da man ikke ville kunne stoppe blødningen hvis ikke den gjorde det af sig selv..
Gode fridage til jer alle!
Send en kommentar